Solpolitik
Ultraviolet stråling fra solen kan give solskoldninger og skader i huden. Det er videnskabeligt bevist, at solskader i barndommen giver risiko for at udvikle kræft i huden senere i livet.
I Danmark er hudkræft den hyppigste kræftform – og antallet af hudkræfttilfælde giver os en kedelig 7. plads på verdensplan. Grunden er, at vi ikke beskytter os, når solen står højt på himlen.
Vi vil følge vores solpolitik, når UV-indekset er på 3 eller derover. Det er typisk mellem kl. 12 og 15 fra april til september, når der er få eller ingen skyer på himlen.
Flere veje til solbeskyttelse
Solpolitikken her i Dagtilbud Vemmelev skal sikre, at alle børn og medarbejdere bliver beskyttet mod den skadelige ultraviolette stråling fra solen. Det er bedst at kombinere forskellige typer af solbeskyttelse, når strålingen midt på dagen er på sit højeste.
Ved solbeskyttelse benytter vi
1. Skygge
- Vi vil sikre, at der på legepladsen er tilstrækkelig med skygge i form af træer, buske, overdækning og solsejl. Nye muligheder for skygge overvejes altid. Sandkasse og gynger, der benyttes meget, placeres under solsejl eller i skygge fra træer eller parasoller. Når vi opsætter nye legeredskaber, konstruerer vi dem så vidt muligt, så de i sig selv skaber skygge.
- Medarbejderne overvejer altid mulighed for skygge, når de planlægger ture og udendørs aktiviteter.
- Det er en del af vores pædagogik, at vi aktivt sætter lege og socialt samvær i gang i legepladsens mindre solrige kroge og skyggeområder.
2. Solhat
- Når børnene er ude, anbefaler vi, at de har hat på. En hat med god stor skygge beskytter deres ansigt, hals, ører og nakke.
- Barnet skal have en solhat med hjemmefra
3. Tøj
- Når børnene er udenfor, har vi fokus på, at alle børn bærer løst tøj, der dækker så meget af huden som muligt. F.eks. t-shirts med albuelange ærmer og krave, som dækker nakken– og shorts samt kjoler, der går nedover knæene. Det er forældrenes ansvar at sørge for at barnet har det bedst egnede tøj med i institutionen.
- Vi anbefaler ikke, at børn bærer soltop, da den ikke giver tilstrækkelig beskyttelse.
4. Solcreme
- Det er forældrenes ansvar at barnet hjemmefra er smurt rigeligt med vandfast solcreme om morgenen, gerne faktor 15
- Vi smører børnene i løbet af dagen og altid igen efter badning, aftørring med håndklæde og megen sved.
- Vandfast solcreme med faktor 15 er altid tilgængelig i institutionen.
- Hvis barnet er særlig sart er det okay selv at have solcreme med.